Kind Of Opera

Kind Of Opera er et projektbaseret operakompagni, som består af iscenesætter Selma Mongelard, scenograf Irene Kleisdorff Hougaard og producent Trine Heide

Kind Of Opera arbejder med udgangspunkt i operaklassikerne med et ønske om at bearbejde materialet så det stiller sig til rådighed for en ny generations verdens- og kunstsyn. Forestillingerne ender måske derfor i helt andre former og farver, end hvad originalværkerne dikterer, selvom kernen forbliver den samme. Kind Of Opera skaber også performancekoncerter – en hybrid mellem koncert, klassisk musik og scenekunst.

Fotograf Anne Mortensen

Med forestillingen Orfeus stiller vi spørgsmålet om, hvad vi gør, når vi mister, og når savnet er ubærligt. Hvordan kan vi mindes vores afdøde i fællesskab med andre og lade dem leve videre inde i os selv? Døden er noget vi alle har til fælles, og som vi før eller siden skal forholde os til. Alligevel oplever mange, der mister, at sorgen og savnet må bæres i ensomhed fulgt af en bragende stilhed fra omgangskredsen. Derfor spørger vi med Orfeus også vores publikum: Orfeus savner Eurydike. Hvem savner du?

Afsættet for projektet, var et personligt ønske om at skabe et kunstnerisk rum, hvor vi kunne mindes vores døde. I denne forestilling rejser vi til dødsriget med Orfeus og igennem musikkens enkle, men rammende univers håber vi som tilskuere på, at han gør det umulige og får Eurydike tilbage igen. I det myteløse, rationelle samfund vi i dag lever i, er det måske netop i mødet med døden, at vi får brug for noget at tro på, noget som er større end os selv. For hvor går vi egentlig hen, når vi går bort?

Operaen handler om Orfeus, der mister sin store kærlighed, Eurydike, dagen efter deres bryllup. Orfeus kan ikke bære sorgen og beslutter sig for at hente Eurydike tilbage fra dødsriget. Det lykkes ham, at ovetale dødsrigets hersker til at slippe Eurydike fri igen, men kun på én betingelse: Eurydike følger efter Orfeus på vejen tilbage mod livet, men Orfeus skal stole på, at hun er lige bag ham. Ser han sig tilbage, vil han miste hende for evigt.  

Monteverdi siges med L’Orfeo at have skrevet verdens første opera, og derfor føles værket omkranset af en helt særlig aura. For at nå ind til essensen af værkets fortælling om sorg og savn, skaber Kind Of Opera i samarbejde med ensemblet We Like We et remake, hvor vi også søger publikums egne savn. Monteverdi levede i stilperioden barokken, og dengang fandtes en lang række instrumenter, som nu kun bruges af musikere specialiseret i barokmusik.Så nu giver vi musikken nye klæder, når We Like We om-arrangerer for violin, vokal, percussion og trombone. På Monteverdis tid var de græske myter fra antikken alle-mands eje, og det var derfor oplagt at bruge disse fortællinger i operaen, da publikum på forhånd ville kende historien ud og ind. I dag er det anderledes, og det er de færreste, der kender myten om Orfeus. Derfor har vi også arbejdet med librettoen, beskåret, flyttet rundt, og bragt Ovids digtning om samme myte ind i fortolkningen.

Spiller på Fynske Opera April 2021

MEDVIRKENDE:

Lauritz Thomsen (baryton)

Anna Caroline Olesen (mezzo)

Daniel Kjær Holmberg (tenor)

Freja Højland Høj (sopran)

Johann Dornwald (bas)

Ensemble & musikalsk bearbejdning:

We Like We (Katrine Grarup Elbo, violin, Sara Nigard Rosendal, percussion,

Katinka Fogh Vindelev, vocals)

+ Christian Tscherning, trombone

Komponist: Claudio Monteverdi

Librettist: Alessandro Striggio

Koncept & instruktion: Selma Mongelard

Scenograf & kostumier: Irene Kleisdorff Hougaard

Dansk oversættelse: Selma Mongelard samt Anne Barslev & Jonas Hunt

Co-produktion: Den Fynske Opera

Leave a comment